Menu

Flot sejr til U13P

image
Christen Seerup
14. november 2021 kl. 02:58
U13 piger, Liga 1
Assens FC - Vinding FC 1-0 (0-0)
1-0 Silja Kryger Falden (42).
De høje, gamle løvtræer omkring REMA 1000 Stadion i Assens skælvede og slap de sidste blade, da U13-pigerne tog imod stakkels Vinding SF.
Jyderne, der normalt huserer i egnene omkring Vejle, havde næppe forventet, at det kort før kampstart lørdag kl. 11.00 trak op til torden i Assens. Og det var der faktisk heller ikke noget under opvarmningen, der tydede på.
Men få minutter før kampstart var der omslag i vejret. Ud af omklædningsrummet buldrede AC/DC’s 90’er-klassiker Thunderstruck, og tonerne tunede pigerne, som var de PUCH MAXI’er fra samme tid med både store tandhjul og tun-udstødninger.
- Vi presser på over hele banen, i alle bolde og i alle situationer. De må ikke få ro på noget tidspunkt, lød en del af cheftræner Jesper Krygers taktiske oplæg.
Og med højt, Klopptimistisk pres over hele banen endte spillet da også nede foran Vindings mål det meste af kampen.
Enhver, der har set og selv spillet tusindevis af fodboldkampe, ved, at det ikke er let at score, når et hold pakker sig, som Vinding gjorde. De åbne chancer udeblev, og i pausen snakkede trænerteamet om, at det jo var nok med et “skrabe-mål” - altså at bolden bliver skrabet i mål efter klumpspil.
Og det var præcis, hvad der skete efter 42 minutter. Et Josefine Larsen-hjørnespark røg ind i klumpen foran Vinding-målet, og her skrabede Silja Kryger Falden bolden ind over stregen bag den ellers så store, stærke jyske keeper.
Sejren var en kæmpe forløsning, for det er så vigtigt at slutte sæsonen godt af. Nu er boet gjort op, og det resultatmæssige mål nået - nemlig at vi mod landets bedste pigehold formåede at kvalificere os til forårets Liga 1 for 11-mandshold til foråret.
Dét er unægteligt en præstation der kan sammenlignes med en succesudgivelse af den svære 2’er for en prisbelønnet debutforfatter.
For en ting var, at vi sled os til en plads i Liga 1. i fjor. En anden ting har været, at vi har kunnet begå os i den stærke liga.
I dyb respekt for vores seje piger,
/Seerup
Luk