Kolde Kolding
U13pigerne overmatchet
“PRIMUS INTER PARES” I KOLDING
U13-piger, Liga 1
Kolding Q - Assens FC 6-0 (3-0)
Da dommeren fløjtede op, stod der 8 spillere på hver banehalvdel.
På sidelinjen stod der et par usskiftningsspillere i begge lejre.
Alle piger var iklædt fodboldtøj og fine fodboldstøvler.
Alle var nogenlunde jævnaldrende og mange havde det lange hår i en hestehale.
Konklusion: Alt så umiddelbart ud til at være lige.
Og så alligevel ikke.
Det latinske udtryk “Primus Inter Pares” er ofte grundlaget, når ledende stillinger skal besættes. Direkte oversat betyder det “Den bedste blandt ligemænd”, og derfor kigges der rundt blandt de ligestillede, om nogen skulle rage op over de andre.
I U13-rækken rager licensklubben Kolding Q op som “Primus Inter Pares”. Velspillende, hurtige på bolden, fysisk stærke og køligt eksekverende i afslutningerne.
Vanen tro startede Assens med et par kæmpe chancer mod koldingenserne, hvor skarpheden dog manglede. Og så efter det, der føltes som et par hurtige dyk i Kolding Fjord, var Kolding pludselig foran 2-0 på to kyniske afslutninger. Og først derefter kom der gang i de vestfynske piger.
- Vi var overmatchet i dag, men 6-0 er alligevel i overkanten. Et nederlag på 3-4 mål havde nok været et mere reelt billede, for vi kom faktisk ok med i store perioder af kampen, hvor vi stod sammen og arbejdede koordineret over hele linjen, lød det fra cheftræner Jesper Kryger med burgerdressing i mundvigen, mens han og assistenten evaluerede kampen på Burger King i Middelfart.
Sæsonens sidste kamp spilles på lørdag, hvor Vinding SF kommer på besøg i Assens. Vinding SF slog lørdag bundproppen fra Brædstrup med 4-1 og har nu 6 point ligesom Assens FC.
Det ligner derfor en gyser på et efterårsklædt Assens Stadion på lørdag.
Kampstart kl. 11.00.