Veteranerne lægger fint ud
4-1sejr i Tommerup
Tommerup – AFC 1-4
AFCs veteran-darlings gæstede i torsdag Tommerups nydelige kunstgræstræppe, som har mellem 5-13 år på bagen blev vikarende træner Peter Brix enig med sig selv om – så er man også fint garderet ind. Matchende kunstplænen havde holdleder Benny Lund valgt de grønne forårstrikot, som en sjælden gang skulle luftes på denne noget kolde og blæsende forårsaften.
Om det var blæsten og medvinden, der satte Tommerup i gang, kan vi spørge den altid velspillende Steen Jensen om, men under alle omstændigheder scorede Tommerup efter 10 minutters spil på vores chanceløse nye signing, keeper Martin Larsen, der ellers stod en fornem og fejlfri kamp. Thomas Vestmark kunne godt ane, hvilken vej vinden ville blæse denne aften.
Han skyndte sig derfor at trække lidt på det ene ben og signalerede med de roterende armbevægelser til bænken en tidlig udskiftning – endnu en ydmygelse med tanke på sidste sæson skulle fyrtårnet fra Assens ikke være med til. På sidelinjen stod Ole Sørensen og trippede for at få spilletid, og fra det moment hvor han entrerede banen stod der AFC på resten af kampen. 2 gange Bo Pill, 1 gang Henrik trælast, som hamrede kuglen op i nedtaget efter et vanvittig rush og indlæg på ventrekanten af Tom M, og endelig lynede den elegante og kække højrefløjsspiller Christian Darum, der havde listet sig ind på midten af banen, hvorfra han startede sit soloridt og gled forbi 3-4 modspillere afsluttende med en flad inderside nede i målhjørnet.
4-1 stod der på måltavlen, da den udmærkede aldrende dommer blæste kampen af efter i øvrigt at have præsenteret Tommerups venstre back for et direkte rødt kort midt i 2. halvleg på en reguler svinestreg, der ikke bør forekomme i denne fodboldrække.
Næste kamp er på hjemmebane på torsdag, og der er stadig billetter tilbage…